Supervision - dit menneske og din faglighed

Hvad er eksistentiel- fænomenologisk supervision?

Eksistentiel fænomenologisk supervision er indbegrebet af nysgerrig og ydmyg undersøgelse af, hvordan det opleves at være til som menneske med alt hvad det indebærer. Det handler ikke om at vurdere eller klassificere, men i stedet om at beskrive sine oplevelser så fyldestgørende som muligt. I eksistentiel fænomenologisk supervision bliver vi opmærksomme på egne uundgåelige blinde vinkler, som psykolog, behandler, leder, medarbejder, partner etc. Supervisionen bevæger sig dynamisk mellem det almenmenneskelige – tilværelsens grundvilkår – og den unikke individuelle oplevelse. Det er i spændvidden her imellem, vi har mulighed for at blive tydeligere for os selv og andre.

Hvordan er det at få eksistentiel fænomenologisk supervision?

I den eksistentielle fænomenologiske supervision er der højt til loftet.  Ethvert menneskeliv er så uendeligt komplekst og nuanceret – ligeledes er vores måder at hjælpe andre på. Både vi og de mennesker vi møder i terapien, kan opleve at føle os isolerede med håbløshed eller andre vanskelige følelser. I supervisionen kan vi bryde denne isolerethed og være fælles om, at livet og vores arbejde som psykologer ikke er så nemt endda.

Hvad kan eksistentiel fænomenologisk supervision?

Når vi bliver mere reflekterede omkring os selv, og hvordan vi forholder os, kan vi bedre skelne mellem, hvad der er vilkår ved tilværelsen, som vi må lære at acceptere, hvad der kan ændres – hvis vi kan finde modet – og ikke mindst, hvad der allerede er præcis som det skal være i vores liv. Eksistentiel fænomenologisk supervision er ofte en rørende, humoristisk, provokerende og ligefrem vanedannende oplevelse. Det største problem med at starte i eksistentiel supervision er, at man risikerer aldrig at ville stoppe igen. Livet bliver ved med at overraske, forandring er uundgåelig og vi bliver derfor aldrig færdige med at forholde os til os selv og vores tilværelse. Heldigvis.

Eksistentiel fænomenologi som redskab i praksis

Både i terapien og supervisionen er den fænomenologiske undersøgelse det vigtigste redskab. Den fordrer, at man stiller sig frem som “den anden” i relation til klienten – og fænomenologien taler direkte ind i Kierkegaards begreb om “Hjælpekunst”: “At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.” Fænomenologi kræver nysgerrighed og ydmyghed i mødet med den anden. Frem for at sætte mennesker i kasser og definere om de lider af det ene eller det andet, undersøges det i stedet, hvordan det er for den enkelte at være den, man er – og hvordan man oplever sig selv og andre.

Fænomenologien gør det tydeligt, at vi altid oplever fra et perspektiv. Vi kan aldrig være helt neutrale observatører. Dermed “farver” vi altid det, vi ser. Ved at skifte perspektiv forandrer vi dermed også det, vi forholder os til. Fænomenologien skaber konstant nye muligheder og åbninger, når vi som mennesker ellers har tendens til at stirre os blinde i et lukket perspektiv – på os selv, andre og på verden. På den måde kan den eksistentielle fænomenologi skabe en konstant dynamik og bevægelse i terapi og supervision. At undersøge et fænomen nærmere, forandrer det undersøgte og forandrer undersøgeren.