Rasmus Villum Olsen
Cand. psych., aut. psykolog.
Supervision hos mig
I de senere år har jeg været meget inspireret af den fænomenologiske-eksistentielle tilgang til terapi og supervision. Dette har givet mig et frisk pust i mødet med mine klienter og supervisander, hvor jeg oplever, at jeg og de træder frem på nye måder. Tidligere var jeg meget optaget af de narrative ideer inden for psykologien, og de blev en solid del af min metodiske tilgang. En tilgang som jeg har holdt meget af, og som ligeledes gav et trygt grundlag for at træne mine færdigheder i at udøve terapi og supervision.
Som med mange forhold i livet ændrer tingene sig, og på et tidspunkt blev det narrative for meget en metode for mig. Med dette mener jeg, at der kom noget stift over min måde at stille spørgsmål på, og min nysgerrighed fik trangere kår. Det var som om, at jeg og mine supervisander vidste, hvor vi var på vej hen i samtalen. Der manglede på visse måder ”liv” i samtalerne, og overraskelsesmomenterne udeblev oftere og oftere. De øjeblikke hvor nye erkendelser og forståelser ser dagens lys, og vi mærker, hvordan ’mødet’ mellem os bliver det, der skaber åbningerne.
Dette leder mig hen til at give lidt mere plads til at tale om ’mødet’. Inden for det eksistentielle tankegods, har særligt Martin Buber og hans lille og vigtige værk ’Jeg og Du’ haft betydning for min måde at forme min praksis på. Det Buber vil sige med denne titel er, at et menneske først bliver til et jeg eller en person, i og med at det opfattes og accepteres af andre mennesker som den, det er. Samtidig møder vi kun den anden som et du, der hvor vi er til stede ud fra og med hele vores væsen, er helt nærværende, selvforglemmende og optaget af den anden.
Buber var samtidig udmærket klar over, at det er både nødvendigt og uundgåeligt, at vi igen og igen indtager et andet forhold til den anden og de andre. Nemlig et jeg-det-forhold, hvor vi distancerer os fra den anden, iagttager den anden for at klargøre os bestemte egenskaber hos den anden, og bruger den anden som et led i vore projekters virkeliggørelse.
Det afgørende er, at vi har blik for den anden som et mål i sig selv, det vil sige som noget i sig selv værdifuldt og ikke kun som et middel for vores tilgang og metode. Denne tilgang og menneskelige indstilling er det, der skaber fuld gensidighed og åbenhed mellem os. I min rolle som supervisor bestræber jeg mig på, at skabe betingelserne for et sådan møde mellem mine supervisander og jeg og mellem mine supervisander og deres klienter. Jeg er på udkig efter, hvor dette forhold opstår i samtalerne, da der her bor noget kraftfuldt og nyskabende.
Mine forhåbninger er, at du i supervisionsrummet hos mig vil opleve at lære et håndværk, som giver dig nye forståelser og nuancer i dit blik på de mennesker, du møder i dit arbejde. At du vil få modet til at lade dig føre af dine klienter ind i deres verden og slippe behovet for at have dem et bestemt sted hen. Når vi kigger på vore medmennesker på denne måde, bliver der plads til fantastiske skæbner, beundringsværdige personer og handlinger vi ikke kunne forudse.