konversa – conventu – eksi

  DET EKSISTENTIELLE HUS

Velkommen til specialistuddannelsen i eksistentiel-fænomenologisk psykoterapi

– et grundlag, et håndværk og et møde

Skal du med...?

Vi kommer til at møde Kierkegaard, Heidegger, Sartre, Merleau-Ponty, Buber, Rosa, Yalom m.fl.
På uddannelsen tager vi livtag med de store filosofiske tanker og anvender dem til at åbne vores blik på det terapeutiske rum – og de mennesker vi møder her.

Vi vil undersøge hvad begreber som resonans, kastethed og livsverden giver af forståelsesmuligheder for os selv og vores klienter. Dette er blot noget af det landskab vi vil betræde, og vi vil forhåbentlig efterfølgende opleve at kigge på verden og vores praksis med fornyet kraft.

Vi har valgt udelukkende at have danske undervisere med, idet vi i Danmark har en lang og væsentlig tradition for eksistenstænkning, fænomenologi og terapi.

Hurtigt overblik over uddannelsen

Undervisere og supervisorer:  Anders Fogh Jensen, Casper Feilberg, Christian Hjortkjær, Kasper Lysemose, Line Neustrup, Mette Vestager, Pia Søltoft og Trine Garff

Målgruppe:  Psykologer og læger. Vi tilbyder desuden 25% af pladserne til personer med anden relevant akademisk baggrund


Indhold:  105 timers undervisning, og 60 timers supervision


Litteratur:  Kompendium med primær-, sekundærlitteratur


Godkendelser:  Uddannelsen er godkendt af Dansk Psykologforening under specialiseringsmodulet 12.4.4.2.2. Klinisk teori og træning indenfor psykoterapi med voksne samt specialiseringsmodulet 11.4.4.2.2. Intervention i klinisk arbejde indenfor sundhedspsykologi med voksne


Pris:  77.000 DKK. for hele uddannelsen. Delbetaling tilbydes uden ekstra gebyrer.


Forplejning til undervisning
:  Frokost og eftermiddagskage. Hele dagen – kaffe/the og vand.


Forplejning til supervision
:Morgen- mad, og eftermiddagskage. Hele dagen – kaffe/the og vand og chokolade


Sted: La Oficina, Frederiksberg (undervisning), Gammel Mønt 14, København (supervision)


Dato: September 2024- april 2026

Undervisningsplanen

Uddannelsen består af 10 undervisningsmoduler, samt et eksamensmodul.

Uddannelsen er bygget op således, at der i hver modul først undervises i grundlagsteorien, og herefter sættes teorien ind i vores praksis.  Hermed udvikles de terapeutiske færdigheder løbende henimod, at du bliver specialist i eksistentiel-fænomenologisk psykoterapi.

I. modul - Introduktion til hinanden, og til "det eksistentiel-fænomenologiske hus" – et grundlag, et håndværk og et møde”

Dette modul er en halv dag fra kl 13-16.

Underviser: Trine Garff

Vi præsenterer os for hinanden. Vi gennemgår undervisningsplanen, og hvordan vi har tænkt os at gribe uddannelsen an.

Herefter vil Trine gennemgå modellen ’det eksistentiel-fænomenologiske hus – et grundlag, et håndværk og et møde’. Huset vil være vores praksisnære vejviser, mens vi gradvist udforsker de store eksistentiel-fænomenologiske  tænkere, psykiatere og psykologer gennem hele uddannelsesforløbet. 

Dette leder frem til morgendagens introduktion til Husserl.

II. modul - Edmund Husserl og fænomenologien

Dette modul strækker sig over 2 dage. Vi skal beskæftige os med den klassiske fænomenologi.

1. dag:

Underviser: Kasper Lysemose.

Kasper vil give os en introduktion til “Hvad er fænomenologi?” 

Herefter vil Kasper undervise os i Edmund Husserls projekt og åbne hans tanker for os. Dette fører frem til næste undervisningsgang, hvor Trine vil tage os igennem hvad det vil sige at have en fænomenologisk tilgang til terapi

2. dag:

Underviser: Trine Garff

I dag skal vi for første gang bevæge os ind i det terapeutiske rum med den viden, som vi nu har fra grundlagsteorien. Vi bruger vores vejviser – og er nu i den fænomenologiske fordelingsgang, hvor håndværket begynder.

Vi vil lave øvelser individuelt og i grupper.

III. modul - Væren-i-verden

Dette modul strækker sig over 2 dage. Vi skal beskæftige os med eksistentiel-fænomenologi.

1. dag:

Underviser: Anders Fogh Jensen

Denne gang skal vi for alvor stifte bekendtskab med en af dem, der har betydet mest for den eksistentielle fænomenologiske psykoterapi, nemlig Martin Heidegger.

Anders Fogh Jensen vil føre os ind i Heideggers univers, og undervise i, hvordan det er at være til (Dasein), hvordan det er at være i tiden og hvordan det er at være til med andre.

Heidegger beskriver helt grundlæggende og kulturuafhængige vilkår for at være til, som han kalder eksistentialer, bl.a. hvordan vi alle kan forfalde til snakkeri og det almindelige man, mens vi undertiden i angsten mærker vores grundvilkår.

2.dag: 

Underviser: Trine Garff

I dag vil vi med vores deskriptive forholdemåde i ryggen, begynde at tænke på vores grundvilkår i mødet med klienten. Her vil vi arbejde med tidlighed, døden og kastethed. 

Endvidere vil vi begynde at kigge nærmere på “at undre sig” i terapien. At forhold sig åben, således at det endnu-ikke-størknet fænomen kan træde frem.  Vi går nu fra den klassiske fænomenologi til eksistentiel-fænomenologi

 

IV. modul - Livsverden og menneskelig væren

 

 

 

 

 

Dette modul strækker sig over 2 dage. Denne gang skal vi stifte bekendtskab med den måske største og vigtigste fænomenolog, Maurice Merleau-Ponty.

1. dag:

Underviser: Casper Feilberg

Casper vil åbne Merleau-Pontys verden for os. Merleau-Ponty har bidraget med forståelse for, hvordan vi er kropsligt til samt hvordan rummet og tingene giver sig for os.

2. dag:

Underviser: Trine Garff

Som vi lærte i går, sammen med Casper Feilberg, så viser det fænomenologiske sig som et godt forsøg på at redegøre for alt det, der kommer før refleksionen, og som kendetegner alles måde at være i verden på, hinsides kultur.

Vi vil arbejde med at vores krop (kropssubjekt) som altid allerede er tilstede førend de reflektive fænomener. Vi vil blive klogere på hvordan vi kan bruge kroppen til forståelse af disse fænomener og omvendt, hvordan vi kan bruge vores refleksive indsigter til at forstå

 

V. modul - Kunsten at vælge sig selv

Dette modul strækker sig over 2 dage.

1. dag: 

Underviser: Pia Søltoft

Denne gang skal vi trænge ind i den verdenskendte danske filosof Søren Kierkegaards univers.

Pia Søltoft vil give os en grundlæggende introduktion til Søren Kierkegaards syn på den menneskelige eksistens herunder om angsten, friheden, kærligheden, fortvivlelsen.

2. dag: 

Underviser: Trine Garff

Vi vil se på Kierkegaards nøglebegreber fortvivlelse, angst og kærlighed – som spiller en ikke ubeskeden rolle hos vores klienter.

Igennem Kierkegaards begreb om fortvivlelse bliver det tydeligt, hvordan forskellige former for fortvivlelse er i spil i terapien, og hvordan den er koblet til angst. At trænge ind i angstens væsen skal hjælpe os til at belyse, hvilke former for angst det er, vi møder i terapi.

Endvidere vil vi se nærmere på bevægelse og eksistenspoler hos Kierkegaard. I terapien bruges dette også som et metodisk greb; et greb der kan hjælpe os med at udfolde fænomenet vi arbejder med.

VI. modul - Mødet og den anden

Dette modul strækker sig over 2 dage.

1. dag:

Underviser: Trine Garff

I dag vil vi arbejde med “hvem er det menneske, som træder frem som den anden”.

Vi vil her arbejde med vores menneskesyn, vores idé, værdier samt dyder.

Endvidere vil vi stifte bekendtskab med Martin Buber. Buber var interesseret i det liv, der finder sted mellem mennesker og kan på mange måder siges at udgøre en teori om relationen – eller en almen teori om det mellemmenneskelige. Buber blev kaldt “mødets filosof”. Endvidere vil vi igen møde Merleau-ponty, og se nærmere på “den anden”.

2. dag:

Underviser: Trine Garff

I dag vil vi arbejde med “træde fra som den anden”

Med Buber, Merleau-Ponty, Irving Yalom, Ernesto Spinelli og flere andre ser vi på, hvorfor og hvordan vi kan træde frem som den anden, og hvad det vil sige at træde frem.

Endvidere vil vi kigge nærmere på mødet mellem terapeut og klient.

VII. modul - Utilstrækkelig – Hvorfor den nye moral gør os psykisk syge

Dette modul strækker sig over 1 dag.

Formiddag:

Underviser: Christian Hjortkjær

I dag er der meget få ting, vi ikke må – men der er utrolig mange ting, vi skal. Vi skal have en uddannelse, et væsentligt arbejde, leve sundt, leve længe, leve lykkeligt, og så skal vi samtidig være begejstrede for det, vi har og huske at nyde det.
Det betyder, at hvad der var 68’ernes frisættelsesprojekt, er blevet den nye generations udmattende krav, et ideal der ikke er selvvalgt, og som derfor afføder diagnoser, skam og utilstrækkelighedsfølelser. Hvad gør det, at vi er gået fra et regelsamfund til et idealsamfund? Hvad kan vi gøre for at hjælpe alle dem, ja alle os, der er ved at bukke under?

Det vil Christian Hjortkjær hjælpe os med at forstå nærmere.

Eftermiddag:

Underviser: Trine Garff

Vi arbejder med utilstrækkelighed i terapien. 

VIII. modul - Resonans

Dette modul strækker sig over 1. dag

Hele dagen:

Underviser: Anders Fogh Jensen

Det er blevet alment kendt, at vi lever i et accelereret samfund i en acceleret tidsalder. Hvis man som den tyske sociolog Hartmuth Rosa stadig tør at tale om, hvordan dette fører til fremmedgørelse, så stiller spørgsmålet sig, hvad vi stiller op med det?

Svaret lyder, at det ikke handler om at sætte tempoet ned, men om at stille sig resonnerende i sit forhold til verden. Med dette musikalske begreb åbner Rosa for en konstruktiv tilgang til verden, som er ekstremt anvendelig i terapi. Mange verdensrelationer bliver stumme, hvis verden da ikke ligefrem fremtræder fjendtligt. Men alle kender vi genklangen. Det forunderlige er, at genklang kræver en vis fremmedhed og ukontrollerbarhed (Unverfügbarkeit), ellers bliver det blot et ekko.

IX. modul - Frihed og valg

 

Dette modul strækker sig over 1 dag.

1. dag:

Underviser: Kasper Lysemose

Kasper Lysemose vil i dag føre os ind i Jean-Paul Sartres univers med fokus på frihed og valg.

Det centrale bliver ”Eksistentialisme er en humanisme, der bygger på tanker fra hovedværket Væren og intet. Derudover indrammes og udfordres Sartre af Kierkegaard på den ene side og Heidegger på den anden.

Det vil give os lejlighed til at reflektere over Sartres ’ateistiske eksistentialisme’ og udsagnet ’Gud er død’, som han fremfører, samtidig med at han fastholder – og i sin egen forståelse radikaliserer – frihed og valg.

Heidegger, på den anden side, kommenterer eksplicit Sartres udsagn om at ’eksistensen går forud for essensen’ og afviser, at det skulle gengive hans eget synspunkt fra Væren og tid. Herunder falder også spørgsmålet om humanismen. Mellemværendet mellem Sartre og Heidegger vil give os lejlighed til at uddybe forståelsen af eksistentialismens hovedbegreb – ’eksistensen’

2. dag:

Vi vil arbejde videre med frihed og valg, og via øvelser bliver vi klogere på, hvordan Sartres univers kan bruges til terapien.

X. modul - Stress og eksistens

 

Dette modul strækker sig over 1 dag.

Hele dagen:

Underviser: Mette Vesterager

Mettevil i dag undervise os i “Stress og eksistens”. I bogen af sammen navn, gør Mette op med de individuelle årsagsforklaringer på stress og ser i stedet stress som en eksistentiel belastningstilstand, der skyldes, at vores grundlæggende eksistensmuligheder er under forandring.
Vi lever i en social acceleration, hvor vores liv foregår i et stadigt stigende tempo, der tømmer det for mening og øger fremmedgørelsen og frygten for at sakke bagud. Vi får flere muligheder end nogensinde før, men som Søren Kierkegaard skriver, er muligheden den tungeste af alle kategorier. Vi lever i en verden med opbrud i fællesskaber, hvor samfundsmæssige kriser gøres til psykologiske kriser hos individet, der er overladt til at sikre anerkendelse gennem egne præstationer. Det er alt sammen med til at øge uvisheden i vores liv.

Samtidig afkræves vi en større vished gennem rationelle og umenneskeliggørende styringsmekanismer, hvor vi underlægges krav om kontrol og forudsigelighed. En forståelse af dette paradoks og en bedre indsigt i vores eksistentielle grundvilkår kan tilbyde os nye veje ud af stress – hos individer, i organisationer og i samfundet.

XI. modul - Eksamen

a) Teoretisk oplæg (15 minutter v 1) (30min v 2):

Der præsenteres et teoretisk begreb, nøgleidé fra uddannelsen. Dette oplæg bør være klart struktureret og fokusere på de vigtigste aspekter af den teoretiske viden.

b) Praktisk demonstration (10 minutter)(15min v 2):

Efter det teoretiske oplæg skal den præsenterede teori anvendes i praksis. Dette kan ske ved hjælp af et eksempel, en casestudie, en kort simulation eller en anden metode, der viser, hvordan teorien omsættes til praktiske handlinger.

c) Spørgsmål og diskussion (5 minutter) (10min v. 2):

Efter den praktiske demonstration åbnes op for spørgsmål fra eksaminator og/eller medstuderende. Denne diskussion kan dække yderligere aspekter af teorien, overvejelser ved implementering i praksis og andre relaterede emner.

A & C må gerne blandes sammen, dog skal I sikre at det teoretiske fylder mest.

Denne eksamensform giver den studerende mulighed for at demonstrere dyb forståelse af den teoretiske viden samt evnen til at anvende denne viden i en praktisk kontekst. Det er vigtigt at sikre, at både det teoretiske oplæg og den praktiske demonstration er tidsmæssigt afbalancerede for at opfylde den 30-minutters tidsramme.

Dine undervisere og supervisorer på den 2-årige uddannelse

Tilmelding

Supervisionen på uddannelsen

 

Supervisionen bliver varetaget i hold på max 8 personer af to forskellige supervisorer, Line Neustrup og Trine Garff.

Grupperne skifter supervisor undervejs i forløbet, således at supervisanderne modtager 30 timer hos Line og 30 timer hos Trine.

Supervisionen vil tage afsæt i eksistentiel fænomenologisk filosofi og psykologi (teori) og metode, og vil følge undervisningsplanen. Fokus vil være på at integrere den teoretiske og metodiske undervisning i deltagernes egen praksis.

Det forventes, at deltagerne undervejs medbringer videooptagelser af egne forløb mhp. metode-supervision. Ligeledes forventes åbenhed og et personligt engagement hos supervisanderne.

Dato, sted og indhold

Supervisionshold

Formål og mål for uddannelse